Store kommunale forskelle på kriminalitet blandt indvandrere og efterkommere

Læs mere

Analysen kort

Det er velbelyst, at unge mænd med ikke-vestlig oprindelse oftere dømmes for overtrædelser af straffeloven. Modsat øvrige integrationsområder, såsom beskæftigelse og uddannelse, er der noget mindre fokus på geografiske forskelle af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres kriminalitet. Et øget fokus herpå kan bidrage til en diskussion om behov for særlige indsatsområder og virkningsfulde indsatser.

Analysen finder bl.a.:

  • Færre unge mænd bliver dømt for straffelovsovertrædelser. Dette gælder både for unge mænd med ikke-vestlig og etnisk dansk oprindelse. Gabet mellem de to grupper er mindsket mellem 2013 og 2018.
  • Der er markante geografiske forskelle på andel 15-29-årige mænd med ikke-vestlig oprindelse, der bliver dømt for straffelovsovertrædelser. Højest ligger Helsingør kommune. Fra 2013 til 2018 blev der i gennemsnit dømt 6,5 pct. af målgruppen årligt.
  • Der er også markante forskelle i gabet af dømte 15-29-årige mænd med ikke-vestlig og etnisk dansk oprindelse. I Fredensborg kommune er forskellen størst. Her blev der fra 2013 til 2018 i gennemsnit dømt en 5,1 pct. point større andel unge mænd med ikke-vestlig oprindelse.
Rasmus Brygger

Rasmus Brygger

Stifter

Tlf.: 3112 2348

Analysen er udarbejdet i samarbejde med kriminolog David Sausdal fra Lund Universitet og Københavns Universitet.

Indvandrere og efterkommere dømmes oftere for kriminalitet

Indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. Det gælder særdeles personer med ikke-vestlig oprindelse. Ifølge Danmarks Statistik (2020) blev 3,5 pct. af mandlige ikke-vestlige indvandrere og 4,1 pct. af mandlige ikke-vestlige efterkommere i aldersgruppen 15-19 år dømt for overtrædelser af straffeloven i 2019. Det samme var tilfældet for 1,2 pct. af jævnaldrende drenge med etnisk dansk oprindelse.

Mandlige vestlige indvandrere og efterkommere er også overrepræsenteret i andel dømte blandt 15-19-årige, men dog ikke i samme omfang. For vestlige indvandreres vedkommende er andelen af dømte på et lavere niveau, i forhold til dømte personer med etnisk dansk oprindelse, i de ældre aldersgrupper. Andelen af straffelovsdømte er særligt høj for 15-29-årige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, hvorfor der fokuseres nærmere på denne gruppe i analysen. Mens kvindelige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere også er overrepræsenteret i andel straffelovsdømte, så er andelen af dømte mænd op til flere gange større, hvorfor der fokuseres på mænd i denne analyse.

Fra den kriminologiske forskning (bl.a. Aalborg Universitets og Det Kriminalpræventive Råds rapport fra 2019 om Kriminalitet og etniske minoriteter: Del II – en kortlægning af årsagsforklaringer) ved man, at en af de største risikofaktorer ift. kriminel adfærd er den socioøkonomiske. Kommer du fra ringere kår, er risikoen for at få en kriminel dom større end for andre med et bedre udgangspunkt for livet. Alligevel kan det konstateres, at den nævnte gruppe af yngre mænd stadig er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, selv når tallene korrigeres for socioøkonomi. Der må derfor være yderligere grunde til, at de oftere får en plet på straffeattesten. 

I dansk kontekst savner man mere forskning på området, før man kan drage endelige konklusioner. Baseret på hvad man har undersøgt hidtil, og baseret på en række internationale studier, er der dog en række forklaringer, som kan gøre sig gældende. Det er f.eks. forklaringer, som Aalborg Universitet sammen med Det Kriminalpræventive Råd har skrevet om i ovennævnte rapport. Her nævnes blandt andet ‘læringsteorien’. Læringsteorien beskriver kriminel adfærd som en risiko ved at vokse op i et nærområde og miljø, hvor kriminel og afvigende adfærd allerede gør sig gældende. Her lærer de unge af de mere ‘erfarne’; noget som tydeligt kan ses i de socialt udsatte boligområder og omkring bandemiljøerne.

En anden teori, der kan forklare overrepræsentationen, er ‘subkultur-teorien’. Dette er en teori, eller forklaring, der beskriver alternativ og kriminel adfærd som et udtryk for en specifik subkultur skabt ud fra egne, interne normer og som et modsvar til et omkringliggende samfund, der ikke synes at anerkende en. Denne manglende anerkendelse, eller måske endda misbilligelse, er også noget, som ‘stemplingsteorien’ peger på som en betydende kriminogenisk faktor. Bliver folk ofte nok udpeget eller ‘stemplet’ som slyngler, er der en større risiko for, at de begynder at opføre sig som slyngler. 

Slutteligt kan man nævne teorien om ‘social disorganisering’. Dette er en teori, der forklarer kriminel adfærd som noget, der – næsten uundgåeligt – udspringer af et socialt og økonomisk, men også byrumsmæssigt dysfunktionelt, område. Her kan man igen tænke på socialt udsatte boligområder, hvor en større andel af mennesker med ikke-vestlig oprindelse bor. Her slås man ikke bare med sociale og økonomiske udfordringer, men også med at byrummets opbygning og tilstand inviterer til anti-social og kriminel adfærd, mere end i andre mere velhavende og velholdte bolig- og byområder.

Faldende kriminalitet

Overrepræsentationen i andel straffelovsdømte skal også ses i forhold til, at kriminaliteten ifølge Danmarks Statistik (2020) er faldet markant. Eksempelvis var ca. 15 pct. af unge født i 1987 dømt efter straffeloven inden de fyldte 21 år, mens denne andel er faldet til godt 8 pct. for unge født i 1997 efter samme målemetode.

Denne udvikling ses også generelt i andelen af 15-29-årige mænd, der dømmes for straffeloven – både for mænd med etnisk dansk oprindelse og for indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse. I 2013 blev 4,9 pct. af 15-29-årige mænd med ikke-vestlig oprindelse dømt efter straffeloven, mens det samme var tilfældet for 1,7 pct. jævnaldrende mænd med etnisk dansk oprindelse. I 2018 er denne andel faldet til 3,5 pct. for mænd med ikke-vestlig oprindelse og 1,1 pct. for mænd med etnisk dansk oprindelse. Dermed er gabet mellem unge mænd med ikke-vestlig og dansk oprindelse mindsket i perioden.

Store geografiske forskelle

Hvor ovenstående tal tidligere har været udlagt og debatteret, blandt andet via Danmarks Statistiks årlige opgørelser af Indvandrere i Danmark, så retter denne analyse sig mod et ganske uudforsket element af problemstilling; nemlig dens geografiske spredning. Hvad nærværende analyse viser, er at der er store geografiske forskelle på, hvor 15-29-årige ikke-vestlige indvandrere og efterkommere bliver dømt efter straffeloven.

I årene 2013 til 2018 blev i gennemsnit 6,5 pct. af mandlige 15-29-årige med ikke-vestlig oprindelse i Helsingør dømt efter straffeloven. Det samme gjaldt for 1,5 pct. af jævnaldrende mænd med etnisk dansk oprindelse. I samme periode var der dog kommuner, hvor ingen eller blot ca. 1 pct. af unge mænd med ikke-vestlig oprindelse fik en dom. Dette var tilfældet for ø-kommunerne Fanø, Læsø, Samsø og Ærø samt de jyske kommuner Morsø og Lemvig.

Til sammenligning blev 4,1 pct. af mandlige 15-29-årige med ikke-vestlig oprindelse dømt i gennemsnit i perioden 2013 til 2018.


Set for hele landet, bemærker man i stedet, at andelen af dømte unge mænd med ikke-vestlig oprindelse er særligt høj i nærheden af nogle af Danmarks større byer. Dette er umiddelbart ikke specielt bemærkelsesværdigt.

Den kriminologiske forskning har, af forskellige årsager, længe udpeget byen som særlig kriminogenisk. Og særligt har international forskning, mest kendt ved Chicago-skolen og dens fokus på ’social disorganisering’ og subkulturer, undersøgt koblingen mellem migration til byer, sociale problemer og manglende lovlydighed. Se for eksempel Aalborg Universitets og Det Kriminalpræventive Råds rapport fra 2019 om Kriminalitet og etniske minoriteter: Del II – en kortlægning af årsagsforklaringer.

Dette er dog med undtagelse af København, hvilket er bemærkelsesværdigt. Det er bemærkelsesværdigt med tanke på, at København i den offentlige debat ofte blive udråbt som arnested for den ikke-vestlige kriminalitet og uorden. Og set i dette større kriminologiske perspektiv, er det overraskende, da kriminalitet begået af indvandrere og efterkommere ofte ses som ikke bare et urbant, men også et særligt storbyfænomen, hvor Storkøbenhavn må regnes for Danmarks eneste egentlige storby. Bemærk dog, at det samlede antal straffelovsdomme godt kan være højt f.eks. i og omkring København, men at andelen er lav, da der samtidig bor mange med ikke-vestlig oprindelse i kommunerne. 

Gabet mellem mænd med etnisk dansk og ikke-vestlig oprindelse

Måler man specifikt ‘gabet’ i andel dømte mellem 15-29-årige mænd med ikke-vestlig og med etnisk dansk oprindelse, tegner der sig også markante geografiske forskelle. Her ses det bl.a., at Fredensborg kommune har det største gab i andel dømte i landet. Hvor 1 pct. af etnisk danske mænd i alderen 15-29 år i 2013-2018 årligt er blevet dømt for straffelovsovertrædelser, så gælder det samme for 6 pct. af jævnaldrende mænd med ikke-vestlig oprindelse. Gabet på 5,1 pct. (rundet op) er dermed det største i landet. Derimod er der enkelte kommuner med et gab nær nul eller endda et negativt gab (bl.a. ø-kommunerne, Rebild, Morsø og Lemvig), der betyder, at andelen af dømte er lavere blandt den ikke-vestlige gruppe end den etnisk danske.

Bemærk i øvrigt, at der af diskretionshensyn for enkelte kommuner (grundet for få dømte ift. befolkningens størrelse) ikke optræder tal for alle år mellem 2013 og 2018. I disse tilfælde er gennemsnittet regnet ud med udgangspunkt i de øvrige år. 

Hvad kan vi lære af de geografiske forskelle?

Der kan være en række gode årsager til de geografiske forskelle. Der kan dels være forskelle i sammensætningen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ift. alder, etnisk sammensætning, beskæftigelse, uddannelsesbaggrund mv. Af de 10 kommuner med mest kriminalitet for målgruppen har Helsingør, Odense, Aarhus og Slagelse for eksempel boligområder på den såkaldte ‘ghettoliste’, hvilket peger på, at omfanget af udsatte boligområder også kan spille ind. Der kan derudover være tale om et udtryk for virkningen eller udeblivelsen af sociale og præventive indsatser samt øvrige rammevilkår, der alt sammen kan bidrage til lavere eller øget kriminalitet.

Selvom sådanne forbehold nødvendigvis må tages, synes en geografisk analyse af kriminalitetens fordeling dog til stadighed vigtig. I stedet for blot at tale om kriminalitet i procenter, og heri overrepræsentationen af mennesker med ikke-vestlig oprindelse, kan en geografisk orientering benyttes som et pejlemærke for det fremtidige politiske og kommunale arbejde. Kort sagt, en forståelse af hvor problemerne faktisk er, kan benyttes til at tænke over, hvor ressourcer og indsatser i særdeleshed bør lægges, bl.a. også bredere end hvor der er udsatte boligområder og såkaldte ghettoer.